Alex Nyborg Madsen spiller i Hvalsø

Pressemeddelelse

Alex Nyborg Madsen spiller i Hvalsø

Led Zeppelin Jam – med Alex Nyborg Madsen i front – giver koncert i Hvalsø Kulturhus 24. marts.

 

Hvalsø. Der er kopibands, og der er Led Zeppelin Jam. Landets måske bedste af slagsen og et af de mest sejlivede. Helt tilbage i 1989 – før kopibands blev et hverdagssyn i dansk musik – begyndte bandet at turnere rundet mellem landets spillesteder og til festivaler. I front for bandet står radioværten Alex Nyborg Madsen, en omfangsrig elsker af rockens dunkende væsen og et yderst beskedent gemyt der har svært ved at fornægte sin position som noget nær rockkulturens sidste dyrepasser, i dansk landsdækkende radio. Vi glæder os til at byde velkommen til Led Zeppelin Jam, og ikke mindst til Alex Nyborg Madsen, som tidligere har boet i Hvalsø¸ og givet flere koncerter her gennem årene. Et af verdens største rockbands igennem tiderne var naturligvis hårdt savnet af mange rockfans, også herhjemme. De var selvfølgelig klar over, at de aldrig ville kunne få den rigtige vare, da Led Zeppelins trommeslager, John Bonham, døde i 1980, men erstatningen var ikke så tosset endda, og selv om Led Zeppelin Jam er et fritidsprojekt, et sjovt frikvarter midt imellem andre opgaver, så er bandet ofte at høre på de danske spillesteder. Besætningen udgøres af Henrik Tvede og Ivan Horn på guitar, Mitch Fischermann på trommer, Carsten Neumann på bas og Alex Nyborg Madsen som forsanger.

Som opvarmningsband spiller OverDose AC/DC jam. OverDose udgøres af 5 gamle venner som har kendt hinanden siden drengeårene. De spiller tung, tør rock med hovedvægten på AC/DC numre, DAD og Thin Lizzy.

Koncerten finder sted i Hvalsø Kulturhus lørdag 24. marts. Herslev Bryghus og Superbrugsen i Hvalsø er sponsorer for koncerten. Billetter købes til 195 kr. på Kulturkaravanens hjemmeside eller hos Butik Josefine i Hvalsø. Der vil være enkelte siddepladser i salen.

Pressefoto: Pressefoto Led Zeppelin Jam

 

Med venlig hilsen

Kulturkaravanen i Hvalsø

 

Erwin Næs