Dissing

Dato: Lørdag den 25. marts 2006 kl. 2030
Sted: Kantinen, Hvalsø Skole
“DISSING, DISSING, LAS og DISSING” KOMMER TIL HVALSØ LØRDAG DEN 25. MARTS!”

060325DDLDfoto

 

 

Du kan godt begynde at glæde dig til Kulturkaravanens næste arrangement, som er en gensyns-koncert med ”Dissing, Dissing, Las og Dissing” lørdag den 25. marts 2006, kl. 20.30 i Kantinen på Hvalsø Skole.

Da Dissing, Dissing, Las og Dissing sidst var på besøg i Hvalsø i efteråret 2004, måtte Kulturkaravanen melde udsolgt til en del potentielle publikummer. Derfor blev det besluttet, at gentage succesen og give alle – også dem, der gik forgæves – en ny mulighed for at få en uforglemmelig musikaften.

Men det er ikke kun i Hvalsø, de har succes. Fulde huse landet over fortæller lidt om, hvor populær denne kvartet er. Med mere end 10 års samarbejde bliver gruppen bare bedre og bedre. En dejlig musikalsk familie bestående af Povl Dissing med sønnerne Jonas (mundharpe) og Rasmus Dissing (keyboard) samt vennen Las Nissen (guitar).

Povl Dissing kan se tilbage på mere end en 30-årig karriere som professionel troubadour og visesanger. Han nyder i dag stor respekt som én af Danmarks mest elskede visesangere – hvem har ikke mærket blodtrykket stige når der kun var ”25 minutter endnu” eller over at have set ” Den grimmeste mand i byen” eller bare nynnet med på f.eks. ”Om lidt er kaffen klar ( Svantes lykkelige dag)” og ”Mor jer nu godt”.

Rasmus Dissing indgår også i en anden kendt musikkonstellation. Gruppen ”Blændværk” – hvis musikalske udtryk og succes langt hen ad vejen skyldes Rasmus´ medvirken og særpræg som frontfigur – debuterede i 2005 og gjorde sig rigtigt godt bemærket i den næsten uoverkommelige strøm af nye danske navne.

Dissing, Dissing, Las og Dissings repertoire spænder vidt – fra et glædeligt genhør med nogle af de gamle folke-sange og viser – nogle i nye forklædninger – til helt nye numre i den swingende og meningsfyldte blues-rock tradition. Alle sammen sange, der lige så stille lister sig ind på én, og når man lytter efter ordene og nuancerne i musikken, så åbner de sig som små poetiske, eftertænksomme oaser.

Dissing, Dissing, Las og Dissing har udgivet tre anmelderroste CD´ere, hvoraf den seneste bærer titlen ”3”. Mange musik-priser er det også blevet til. Således blev Povl Dissing grammyvinder 2005 i kategorien ”Årets danske vokalist” fra CD´en ”3” og vinder af Danish Music Awards Folk´s Specialpris 2005.

 

disssing_midtsj_2004

Koncertanmeldelsen i Midtsjællands Folkeblad

Skriv et svar