Elektrum og Howl Baby Howl

En guitargud kommer til Hvalsø.

Kulturkaravanen kan bryste sig af, at kunne præsentere den engelske supergruppe – Elektrum.

061006elektrum

Gruppen har sit hjemsted i Cornwall i England, men anføres af en af Danmarks mest kendte guitarister gennem tiderne, Claus Böhling.

Med fortid i den hedengangne gruppe Hurdy Gurdy og senere Secret Oyster har Claus Böhling samlet et band bestående af bassisten Ian Macdonald fra bl.a. Ginger Baker Band samt trommeslageren Dyl Jones fra Cornish cult band: Tunk. Elektrum har mange steder – også i Danmark – næsten kultagtig status. Sidste år gav de bl.a. koncert på Loppen i Christiania, hvor vi som publikum måtte overgive os til en musikalsk præstation ud over det sædvanlige. Ian Macdonald bliver af flere betragtet som en af verdens bedste rockbassister. Når han giver sine solostykker, må man knibe sig selv i armen, for det, den mand præsterer, burde ikke kunne lade sig gøre. Claus Böhling spiller gudsbenådet duet med sit eget guitarekko, og bandet fylder således rummet med syrerock på verdensplan.

En begejstret anmelder har udtrykt det på følgende måde: “De tre musikere fylder et rum som få andre. De kaster musikken ud i enhver krog og får folk til at danse vildt. De kan blive ved i timevis i et gear, hvor pulsen banker hurtigere end musikken. Musikken står som et åbent lydlandskab, et drømmespor som både musikere og tilhørere er inviteret til at følge.”

Glæd jer til denne store musikalske oplevelse.

 

Opvarmningsband: Howl Baby Howl.

061006howl-babyhowl-2624

HOWL BABY HOWL!! er et helt nyt orkester bestående af Jeppe Brix (vocal – guitar) og Silas H. Tinglef (vocal – drums).

Efter at have spillet sammen i en årrække i forskellige konstellationer (Tenderloud, Stiletto Band, Kongfusion og stadig eksisterende Birdmen Orchestra), var de to nået til et punkt, hvor der ikke var nogen vej uden om. Frustrerede over den dårlige smag og modløse holdning til musik, som generelt opleves her hjemme, måtte Howl Baby Howl skabes som en ventil. Idéen var klar: ”A bangin’ drum, a noisy guitar and two Howlin’ vocals”.

Kort tid efter at beslutningen om duoen var taget, lå der ti skitser til sange. Med inspiration hentet hos svenske Deltahead, Beatles, Graham Coxon og White Stripes spiller Howl Baby Howl bluesy garagerock med et intenst og sexet liveshow! Med hits som ”Teeage Girl”, ”Hoodoo” og ”Ill Love” er der ingen tvivl om, at Howl Baby Howl inden længe får slået deres navn fast på den internaionale rockscene.

Howl Baby Howl spiller deres første koncert som support for genopstået Sandmen og går efter nogle koncerter i efteråret direkte i studiet for at indspille den første plade.

”You little punks think you own this town,

but some day someone’s gonna bring you down….”

Eels.

 

Dato: Fredag den 6. oktober 2006 kl. 2030 (Dørene åbnes kl. 20).

Sted: Kantinen på Hvalsø Skole, Skolevej 5, Hvalsø.

Entre: Medlemmer kr. 60,- (max. 1 billet pr. medlem – Bliv medlem >>> her <<<) | Ikke medlemmer kr. 80,-

Skriv et svar